15 ting fra byens fortid

Byen Blåbæk er nu engang ikke den ældste by i den nye verden, men har trods sin unge alder alligevel oplevet mangt og meget igennem årene. Vi har skrevet 15 ting fra byens fortid, I som deltagere skal tage stilling til. I skal hver udvælge 2 begivenheder, som har haft en særlig indflydelse, eller, som på anden vis, har påvirket jeres rolle. Alle roller er selvfølgelig velkomne til at have holdninger til alle begivenheder, men de hændelser, som I udvælger, er dem, som jeres karakter især har været involveret i eller blevet påvirket af.

De er med vilje skrevet løst og åbent så i som spillere kan være med til at skabe fortællingen, ved selv at komme med jeres fede idéer. 

I byens yngre dage, da minesikkerhed endnu ikke blev talt åbent om, blev minearbejderne presset til at grave hurtigere og dybere for at finde nok salt til at opnå deres kvoter. Dette resulterede i forværret sikkerhed i minen som kollapsede og dræbte halvdelen af arbejderne i minen. Nogle af arbejderne havde prøvet at advare Blixenskjold familien om at minen var ustabil, men de valgte at ignorere dette. Minens kollaps dræber de største fortalere for minesikkerhed og arbejdsvilkår. Ingen ved med sikkerhed om det var et udspekuleret trick fra Blixenskjolderne eller blot et forfærdeligt uheld, men Blixenskjold familien blev stillet til ansvar for tragedien. Selvom nogen ser skævt til det, har der siden da været minesikkerhed fast på dagsordenen for borgmestervalget. Det har haft stor betydning for byen og hændelsen markeres hvert år med en mindedag.

Det startede med den gamle nedlagte mineskakt. En morgen blev der, efter mystiske lyde om natten, opdaget at den gamle mineskakt var blevet brudt op. Ikke just noget alle og enhver kunne have gjort. Ugerne efter begyndte der at forsvinde pølser og kød fra slagter Jargal, familien Iraklidis stødte ude i skoven på en lemlæstet ulv, som ingen naturlige fjender har, og minearbejderne begyndte at finde mange mystiske nygravede huller spredt over hele området. Nogle borgere havde fået nok af mysteriet og drog sammen ud for at jage bæstet de mente stod bag. Da gruppen vendte hjem ville de ikke tale om hændelsen og hvad de havde oplevet ude i skoven, men man hørte ikke meget mere til bæstet efterfølgende. Forklaringerne på de mystiske hændelser og deres pludselige ophør var mange, men rygtet om et forfærdeligt uhyre spredte sig og er blevet en skræmmehistorie, man fortæller børn. Men mange voksne frygter stadig, hvad der måske lurer i skovens dyb.

Blåbæks 20 års jubilæum mindes af alle i byen som en uovertruffen katastrofe. Planlægningskomiteen havde arbejdet i månedsvis for at gøre jubilæet til noget særligt, men nogle havde andre planer for byens festdage. Først var der salt i stedet for sukker i alle bagerens kager, dernæst brød rovdyr ind i byen og slap af sted med alle dyrene der skulle slagtes og sidst men ikke mindst så dukkede den underholdning som komiteen havde hyret aldrig op. Ingen ved, om det bare var sort uheld, der ødelagde festlighederne, eller om det lå noget mere skurkagtigt bag disse tilfældige hændelser. Dog har det gjort mange i byen opsatte på at gøre det kommende jubilæum til en uforglemmelig succes.

Borgmestervalget, hvor borgmester Hammerberg blev valgt ind, gik ikke just stille for sig. Bølgerne gik højt mellem de tre kandidater, der havde mange varierende og modstridende holdninger til byens ledelse, men særligt et punkt var omdrejningspunktet for valget. Hovedvejen, der ledte til minerne, var blevet ødelagt ved et jordskred for nylig, og diskussionen gik på, hvem der skulle beskattes for de mange penge, det ville koste at bygge en ny. De velhavende i byen mente ikke de skulle bruge penge på sådanne ligegyldigheder da de ikke brugte vejen alligevel, men familien Wybrandt, som de eneste velhavende, modsatte sig da de brugte vejen som handelsrute. Efter en hård valgkamp blev Hammerberg valgt for sin forenende politik. De velhavende blev beskattet, de ville selv mene alt for meget, men arbejderne og de fattige i byen led som følge under strengere priser på mad og handel i byen. Så nok blev vejen fikset og borgmester Hammerberg valgt, men uden konsekvenser blev det ikke. Nogle er stadig sure og utilfredse over valgets resultat og de efterfølgende beskatninger, men mange anerkender nødvendigheden af beslutningen.

En hyggelig aften på familien Gundsøs kro udviklede sig hurtigt i en mærkværdig retning, da flere af gæsterne blev ramt af en mystisk eufori. I deres påvirkede tilstand gjorde og sagde gæsterne mange ting, som de både skammer sig over og fortryder. Da der endelig var nogen, der tilkaldte Doktor Kampmann, var det allerede for sent, venskaber og parforhold havde allerede lidt stor skade. Myndighederne fandt frem til at alle de påvirkede havde drukket fra den samme tønde brændevin fra Øllersmølle og at denne var blevet forgiftet med en ukendt opblanding efter at være ankommet i byen. Det er aldrig lykkedes at komme til bunds i hvem der stod bag den forgiftede brændevin og hvad de ønskede at få ud af det.

Kampen om de Blå Bakker var en væbnet konflikt, der udspillede sig mellem Blåbæk og de to nabobyer Ravnstrup og Smederstinge. Længe havde der været spændinger mellem byerne vedrørende Blåbæks monopol på handel med og udvinding af det blå salt. En væbnet milits samlet af borgere fra de to nabobyer angreb Blixenskjoldminerne og tog dermed kontrol med Blåbæks vigtigste ressource. Borgerne i Blåbæk dannede deres egen milits for at slå igen mod byens fjender, og de næste mange måneder var fyldt med skudvekslinger og små kampe i den tætte skov omkring minen. Kampene stod på i godt og vel et år, før det lykkedes Blåbæks milits at slå et afgørende slag mod deres modstandere og aftale en våbenhvile med Ravnstrup og Smederstinge. Mange af Blåbæks borgere døde eller blev såret i kampen om minen, og siden da har byens forhold med resten af grænselandet været præget af mistro og isolation.

Efter konflikten med nabobyerne kom det store bryllup mellem familien Van der Kolk og familien Verhagen som et chok for mange. At gifte sig på tværs af disse samfundslag var ikke set før og blev af mange anset som en skændsel. Bryllupsfesten var en kombineret fejring af de to unge mennesker der havde fundet ægte kærlighed, skulder ved skulder i kampens hede, og af kampenes afslutning. For nogen var festen lige efter våbenhvilen et klart tegn på fremskridt i byen, men for andre var det en ubehagelig påmindelse om at ting havde ændret sig og aldrig ville være det samme igen.

En stor høj øst for Blåbæk blev i mange år undgået grundet de indfødtes formaninger og overtro. Men ikke længere, minerne skulle udvides og højene viste alle tegn på saltrig jord. Man fandt dybt inde i bakken et gravkammer skåret direkte ind i det blå salt og en mægtig sarkofag, ligeledes udskåret af det glitrende blå salt. I sarkofagen fandt man en perfekt bevaret mumie og et navn “Nefeli”. Men noget var ikke, som det burde være. Trods den påbudte sikkerhedsudrustning begyndte de hårdføre minearbejdere at få forfrysninger og hver og en, fik tiltagende vejrtrækningsbesvær og svimmelhed. Selv efter at have forladt bakken og i deres hjem forblev minearbejderne frysende og syge. I takt med rygterne om den mystiske opdagelse og de syge minearbejdere, gik diskussioner i byen om man burde lukke udgravningen igen. Nogen mente at udgravningen burde holdes åben og arbejderne blot skulle tage sig sammen, andre fik en nyfunden respekt for de lokale myter om gravhøjen og dronning Nefelis forbandelse. I sidste ende måtte borgmesteren ty til handling og lukke minen på trods af modstanden fra byens spidser, da størstedelen af alle byens arbejdere var syge, eller måske rettere forbandet, af dronning Nefelis gravkammer.

Siden Hvidenords frigørelse fra Holmsland i den gamle verden har de været i et forsvarsforbund med Khanatet. Begge nationers koloniale interesser har dog slidt på dette forbund og spændingerne mellem Hvidenord og Khanatet er gradvist vokset. Repræsentanter fra Hvidenord mødtes for nylig med Khanatets diplomater til stormøde i Sailan for at diskutere deres forhold som kolonimagter. På vejen stoppede Hvidenords delegation i Blåbæk og talte selvsikkert med byens borgere om deres forhåbninger for mødet. Derfor kom det som en stor overaskelse da delegationen få dage senere vendte tilbage og talte sagte om hvordan at mødet var endt i fiasko. De fortalt at under store optøjer i gaderne måtte Hvidenords delegation flygte ud af byen, og rygterne i Blåbæk gik hurtigt på, at det gamle forsvarsforbund var bristet. Stormødet har sendt chokbølger gennem grænselandet, og mange kan allerede nu mærke hvordan banen bliver kridtet op mellem kolonimagterne. Siden da er både Hvidenord og Khanatet begyndt at eskalere deres interesse i grænselandet til stor bekymring for Blåbæks indbyggere.

For lidt under et år siden i ly af nattens mulm og mørke trængte medlemmer af byens milits ind i himmelkirken. Reservister, anført af militsens ledere og bevæbnede til tænderne tilbageholdte præsteskabet og ransagede kirken for mistænkelige dokumenter. Bølgerne gik højt mellem militsens medlemmer der anklagede himmelkirken for at undergrave byens selvstændighed og præsteskabet der højlydt benægtede anklagerne. Postyret vækkede mange i byen fra deres nattesøvn, og kort efter blev sheriffen tilkaldt. Han sendte alle involverede hjem og brugte de næste mange dage på at komme til bunds i hvad der havde forårsaget militsens ulovlige ransagning. I sidste ende blev ingen tiltalt og der var ingen der blev klogere på hvad der havde ledt til ransagningen, men det har ikke stoppet rygterne fra at sprede sig. Rygter om militsens inkompetence og om himmelkirkens hemmelige agendaer.

Vejene i grænselandet har aldrig været sikre, men i de seneste måneder har der været flere og flere angreb på karavaner, handelsfolk og enlige rejsende, der bevæger sig gennem grænselandet. Hvem der står bag disse angreb er endnu uvist, for mange når ikke at se gerningsmændene, før det er alt for sent. Nogle mener det er gemene landevejsrøverer, der har slået lejr i grænselandet, andre har mere fantasifulde teorier om at det er de lokale sakaistammer eller selverklærede frihedskæmpere der føre krig med kolonimagterne fra grænselandets ufremkommelige skove. Uanset hvad sandheden er, så er angrebene dårlige for byens handel og har allerede nu været skyld i flere alvorlige skader blandt Blåbæks indbyggere.

Familien Wybrandt, byens grossister, forsøgte for lidt mere end et halvt år siden at opkøbe grunden, hvor Urtelægens hus og have befandt sig. Da Urtelægen nægtede at sælge, begyndte familien Wybrandt at tage andre midler i brug. Overfor Sagfører Ruggaard forsøgte de at argumentere for at Urtelægerne ikke havde skødet til deres jord og derfor burde grossisterne kunne købe skødet direkte af byen. Hele sagen blev kun gjort mere kompliceret af at Urtelægens bolig blev udsat for en række vandaliserende angreb, der beskadigede huset og gjorde stor skade på den tilhørende urtehave. Dette kulminerede i en brand i Urtelægens hus, der til alles lettelse ikke medførte nogen dødsfald. En gruppe af byens unge, der kendte hinanden fra skolehuset, anklagede familien Wybrandt for at stå bag forbrydelserne og sammen blokerede de for adgang til grossisternes varehus i mere end en uge. Familien Wybrandt benægtede alle anklager, men  indstillede i sidste ende deres forsøg på at købe Urtelægens jord. De unge studerendes handlinger har også startet mange samtaler i byen om hvad der er gået af byens unge mennesker.

Doktor Viktoria Kampmann blev fundet død i lægehuset en tidlige morgen for omtrent 4 måneder siden. Hun var tilsyneladende blevet stukket ihjel som en del af et indbrud i lægehuset. Gerningspersonen havde stjålet medicin, penge og værdigenstande fra lægehuset. Sheriffen fandt hurtigt en mistænkt i form af byens drukkenbolt, Hektor Knagerup, der blev fundet, beruset, med ejendele fra lægehuset i sin besiddelse og med tøj dækket i blod. Med den overvældende mængde af beviser mod Hektor, blev han hurtigt dømt til døden for sine forbrydelser. Lige op til øjeblikket hvor han blev hængt, nægtede Hektor sig skyldig, men Doktor Kampmann var en af byens spidser, og folket krævede en hurtig rettergang. Hektors insisteren på sin egen uskyld har efterladt nogle i byen med en dårlig smag i munden og har sået stor tvivl om hele sagen.

En købmand fra Ny Holmsland kom til byen for at handle med sine vare. I løbet af hendes ophold blev der fundet et mystisk brev, der kun kunne pege på, at hun var en spion for den Ny Holmslandske kolonimagt. Rygterne løb hurtigt og knytnæverne endnu hurtigere. Købmanden fik øretæver og blev smidt på porten med en forsikring om at hvis hun viste sit ansigt i Blåbæk igen, ville det blive værst for hende selv. Byens indbyggere var lettede over at få denne formodede spion ud af byen så hurtigt, men var det nu også den rigtige der var blevet smidt på porten? For hvad ville en spion i Blåbæk, og kunne der være andre der også var ude efter byens hemmeligheder?

En gruppe flygtninge fra Ravnstrup, som nogen stadig anser som Blåbæks rivaler siden slaget om de Blå Bakker ankom til Blåbæks porte for en måneds tid siden. På trods af højlydte protester imod at tage imod dem, var der flere af byens indbyggere, der er endte med at samle mad ind til dem og holdt et mindre  gilde i solidaritet med flygtningene, fyldr med musik og glæde. Dog så flere borgere i byen skidt til at byen skulle huserer disse flygtninge og antastede dem og krævede oprejsning for Ravnstrups forbrydelser. Gildet var nødt til at slutte tidligt da stemning vendte sig. Flygtningene blev smidt på porten af sherif Graa sent om natten da der begyndte at trække op til slagsmål. Byen har været splittet siden om hvorvidt det var det rigtige at gøre og om hvorvidt de selv skal frygte for deres frihed i den nærmere fremtid.