Kulturer & Folkeslag

Den gamle og nye verden er fyldt med kongeriger, kejserdømmer og folkeslag i forskellige former og størrelser. Den gamle verden er hjemsted for kolonimagterne og deres magtcentre, men det er også herfra at mange er rejst væk fra for at søge et bedre liv i den nye verden.

Kontinetet Østerled, hvor scenariet udspiller sig, har sine egne folkefærd og civilisationer, der alle er blevet stærkt påvirket af kolonimagternes ankomst til Østerled.

Herunder kan man læse om et udvalg af de folkeslag og kulturer, der optræder i Land & Lov, samt deres syn på familie,  særegne kulturelle ritualer, særlige væremåde og hvordan de spilles.

Kolonimagterne og den gamle verdens folkeslag

Altari Khanatet

Altari Khanatet er inspireret af det mongolske imperium og den islamiske guldalder. Det er et teknokrati, der formelt styres af Storkhanen, men hvor store dele af magten ligger hos Himmelkirken og dennes lektorpræster, der er en blanding mellem videnskabsfolk og religiøse ledere. Det er et religiøst og kollektivistisk samfund, bundet af stærke traditioner og sociale tabuer, med fokus på sandheden og fællesskabets bedste.

Khanatet er et kollektivistisk, teknokratisk storrige, der ligger i den sydlige del af den gamle verden. Her praktiseres religiøs dyrkelse af Solen og Månen, og stræben efter videnskabelig udvikling og forståelse af verden. Ligesom det er befolkningens forpligtelse at arbejde for statens mål, er staten forpligtet til at sørge for sine borgere, hvilket den også gør. Khanatet er den største magt i den nye verden, men da statens interesser for tiden ikke kolliderer med de øvrige stater eller kolonier, har det medført en opdeling af nord og syd, frem for åben konflikt.

Det Altariske Khanat er i dag en skygge af sin territoriale storhedstid. De Altariske folk var oprindeligt nomader på de vestlige stepper, der levede af deres store dyreflokke og af at røve deres naboer. På et tidspunkt ændrede deres røvertogter sig til egentlige erobringskrige, og i løbet af et par generationer havde de skabt et rige, der strakte sig fra kyst til kyst på hele den sydlige del af kontinentet. Det var ikke Khanernes praksis at udskifte kulturen hos de erobrede folk. De var tilfredse med at indsætte administratorer og lokale lydherskere og opkrævede skat af de underlagte folk. Kulturel udveksling inden for Khanatet var velset, og khanerne selv nysgerrige på de mange folk i deres rige.

Af den årsag fik et lille og relativt ubetydeligt folk, aegeterne, mulighed for at sprede deres religion igennem hele Khanatet, og det betød store omvæltninger. Aegeterne dyrkede en religion, hvor himmellegemerne og søgen efter påviselig sandhed stod i centrum. Shulga Khagan, der var storkhan på den tid, blev så fascineret af denne filosofi, at hun udstedte et dekret om, at hele riget fremover skulle regeres efter disse principper. Det strenge fokus på statens interne forhold betød, at en række yderlige vassalriger, heriblandt Valmark, fik muligheden for at løsrive sig og genvinde deres selvstændighed uden de store repressalier.

Siden dengang har Khanatet været tvedelt, ledet og organiseret af Storkhanen og lektor-præsteskabet. Foruden den religiøse tilbedelse af himmellegemerne og den rationelle, videnskabelige sandhed, er idéen om en “landssjæl” fremkommet, især blandt den store del af befolkningen, der udgør produktionsapparatet og militæret.

I den gamle og nye verden lyder rygterne, at Khanatet er ved at briste under sin egen vægt. Over de sidste århundreder har flere vasalstater frigjort sig fra riget, og skønt præsteskabet regerer med hård hånd, er der begrænsninger for, hvor hårdt man kan styre et imperium af denne størrelse. Det er også en af grundene til, at kolonierne er blevet anset for så vigtige – hvis præstestyret kan udbrede brugen af krystalresonatere på tværs af Khanatet, vil det være meget nemmere at holde kontrol og herske over selv de fjerneste egne af riget.

Himmelkirken er den religiøse og administrative institution, der gennem lektor-præsteskabet styrer Altari Khanatet. Himmelkirkens centrale filosofi omhandler jagten på verdens påviselige sandheder og rationel videnskabelig tankegang. Mange af kirkens ritualer er bundet op på solen, månen og de andre himmellegemers bevægelse, der startede kirkens søgen efter svar og deres ildhu efter at samle viden. Et af kirkens primære bud er helligheden i sand viden, og skammen der ligger i løgne. Derfor er ærlighed en central del af Khanatets kultur, og det er et stort social tabu at blive taget i en løgn.

Himmelkirken er i princippet ledet af storkhanen Shahildra Khagan, men i praksis er magten delt mellem medlemmerne af et fintvævet netværk af lektorer og præster på tværs af den kendte verden. Dette lektor-præsteskab ledes af højlektoren af Khanatet. Den nuværende Højlektor er Anterria Myssion, en historisk ung men velanset højlektor, skønt det rygtes, at hun opnåede positionen gennem ufine metoder. Lige siden introduktionen af Højlektorskabet, har der været splittelse i Khanatet om, hvem der rent faktisk styrer spillet – Storkhanen eller Højlektoren.

Inden for kirken afhænger den enkeltes autoritet af balancen mellem den merit en person har opnået ved sine bedrifter, hvilken viden den pågældende besidder, og hvilken rang vedkommende er blevet tildelt. Det er et af kirkens store paradokser, at det er en hellig handling at dele viden, men der samtidig er information, som skal holdes hemmelig for den almene befolkning for at sikre rigets sikkerhed.

Som del af Himmelkirken er alle Khanatets undersåtter pålagt at gå i den imperiedækkende “sjæleskole”. En folkeskole, hvor børn er pålagt skolepligt, så alle rigets borgere som basis kan skrive, læse og regne. Videre uddannelse er ikke påkrævet, men påskønnet, og det betyder, at selv de helt ufaglærte arbejdere i Khanatet er basalt dannede.

Himmelkirken har enorm social og juridisk indflydelse på Khanatets borgere. Lektorpræste ses som ledere og autoritetsfigurer, og deres domme og anvisninger forventes at blive fulgt uden spørgsmål, da de selvfølgelig ved, hvad der er bedst for kollektivet. Generelt er det ilde set, at stille for mange spørgsmål til kirken og statens beslutninger og handlinger. Det er også kirken som bestemmer arverækkefølge i familier, og arrangerer typisk ægteskaber i samarbejde med familier, hvor kirken har det sidste ord i beslutningen.

Himmelkirkens templer udformer sig ofte som en blanding af helligdomme, skoler, biblioteker og videnskabelige laboratorier. Deres dekorationer og pragt kan være meget varierende, men selv de mindste templer har et par bøger og en tavle at skrive på.
I mørke kroge hviskes der om Khanatets hemmelige politistyrke, Penumbra. Meget lidt er kendt om dette hemmelige politi, udover at det skulle være en fanatisk troende skyggestyrke, der udfører Khanatets mest lyssky opgaver og sikrer sig, at den rigtige information kun er i de rigtige hænder.

Khanatets første kolonier i Østerled blev etableret omkring 532 e.KF, og spredte sig med imponerende hast over store landområder i den nye verden. Khanatet blev på få år en anerkendt stormagt i det nye kontinent. Lektor-præsteskabet lagde meget stor vægt på at få etableret et solidt fodfæste i Østerled, da præsteskabet fik øjnene op for de teknologiske muligheder, der lå i saltet af den nye verden, samt en generelt ny chance for at genspille Khanatets eskpansionistiske storhedstid, og erobre nyt land.

Siden da er hundredvis af havne, byer og templer blevet opført på tværs af Khanatets landområder, og især miner og raffinaderier med fokus på rødt og blåt salt etableret, sammen med universiteter og laboratorier dedikeret til deres muligheder.

De største af disse nye byer er Sailan (Khanatets hovedstad i Østerled), Khazenbad og Megden.

Det oprindelige folkefærd i kolonierne

Khanatets tradition tro har kolonimagten været åben for fredeligt at assimilere de lokale folkefærd som borgere i riget. Skønt der var modstand fra især Sakaistammerne længere inde i Østerled, blev de små lokale Skanoiriger hurtigt overrumplet og inddraget i kolonien. Khanatet har gennemgående ladet disse folkefærd beholde deres traditionelle vaner med tilføjelse af nogle Khanatiske kulturmarkører. Det er ikke unormalt, at de indfødte i Khanatets byer lever afsondret fra Khanatets egne folk, men grundet deres pacifistiske idealer, er det sjældent, at der opstår reelle problematikker.

Lektor-præsteskabet har især været nysgerrige omkring de indfødtes brug af salt og gået langt for at tilrane sig deres videnskab og erfaringer i store biblioteker. I den sammenhæng siges det, at Khanatets største universiteter lige nu er ved at bygge nogle af de mest imponerende krystalresonatorer i verden, med potentiale for at kommunikere tilbage hele vejen til den gamle verden. Præsteskabet er også ved at indsamle et stort bibliotek om Skanoi imperiet Peiromikon, der brød sammen et årti før Khanatet ankom til Østerled. Skanoi historikere og vise folk er blevet betalt i dyre domme for at nedskrive lange tekster om imperiets historie, så den viden kan tilføjes og spredes på tværs af Khanatet.

Der er opstået konflikter med de indfødte baseret på rygter om, at Khanatets folk udfører eksperimenter for at finde roden til deres overnaturlige kræfter, men få ved med sikkerhed hvad der foregår bag lukkede døre.

At spille en karakter fra Khanatets kultur, betyder at stå i stærk kontrast socialt med de andre kolonimagter. Kulturen byder på ritualer, vaner og dyder, der kan virke mærkelige eller fremmede for de nordlige magters folkefærd. Det handler om en kollektivistisk tankegang, hvor individet tilsidesættes for det fælles gode. Man søger at forbedre sig selv for at kunne støtte sit folk og medmennesker, selv hvis det sker på egen bekostning. Personer skal have det godt, men “landssjælen” er altid det vigtigste. Samtidig byder det også på det grundlæggende paradoks om, hvor meget man behøver holde fast i den gamle verdens dyder og regler, når man nu bor i en fristad på et nyt kontinent, der egentligt ikke hører under Khanatet overhovedet. Er de Altariske værdier værd at værne om, eller burde de efterlades på den anden side af havet?

Handlinger og kulturmarkører i Khanatets kultur

Tilståelse i himmelstolen

Som alle andre folkefærd har Khanatets indbyggere hemmeligheder, der tynger dem. Derfor er det blevet en normal praksis inden for Himmelkirken at kunne tilstå sine handlinger til solen og månen. Det gøres ved at sætte sig i en lille, markeret boks, kaldet en “himmelstol”, nogle gange med en hemmelig lektor fra præsteskabet på den anden side af et dækkende lagen. Her siges en bøn til solen og månen, hvorefter man frit kan tilstå, hvad man har gjort, sine bekymringer og synder. Ingen vil nogensinde mistænke, at en hemmelighed delt i himmelstolen kunne spredes videre.

Bønnen lyder: “Lad solen aftynge mit hjerte, månen holde mit ord tæt, og stjernerne sprede min skam på vinden”.
Præsten svarer: “Himmelen har hørt dig barn, tal med fri tunge.”

Ærlighed og løgn

I jagten på sand viden er den simpleste gode gerning man kan gøre, at kun dele sandheder i sin hverdag. Skønt små, hvide løgne sjældent fordømmes, så er det et kæmpe socialt tabu at lyve bevidst. En person, der flere gange tages i at lyve, vil ofte få skældsnavnet “blodtunge”, som udtryk for, hvordan deres ord skader kollektivet. Det er derfor også altid mere socialt acceptabelt at tie stille og ikke sige noget, frem for at sige noget, man ved er en løgn. I sammenhæng med humor betyder dette bl.a., at ironi er en meget velanset humoristisk udformning i Khanatet, men sarkasme er ilde set.

Bordbøn

Før et måltid er det normalt, at den mest vidende i selskabet leder resten i en kort takkebøn før maden. Der findes ikke en udbredt standardisering på dette, da hver familie oftest laver sin egen.

Vidner på aftaler

Når en aftale indgås mellem to personer, er det meget typisk at føre referat over, hvad der er blevet sagt. Men det vigtigste element i en aftale inden for Khanatet er et vidnes tilstedeværelse, der kan bekræfte aftalens gyldighed i fremtiden.

Åbenhed og inklusion

En central del af Khanatets historie har været åben assimilering af andre kulturer og folkeslag. Derfor er folk fra Khanatet også kendt for at være åbne overfor for folk med andre kulturelle baggrunde og vaner end dem selv. Kun hvis en fremmed handling ses som et angreb på kollektivet, vil det for alvor blive socialt dømt ude. Dog opfordrer Khanatet også til en til tider invasiv grad af nysgerrighed, hvor andre kulturer og folk kan opleve sig eksamineret og infantiliseret på grund af de mange spørgsmål

Familie & Slægt

I Khanatet har mange et andet syn på slægt og familie end i norden. Ægteskaber, arv og uddannelse er noget, der bestemmes af lektorpræsteskabet ud fra mangeårige observationer af de enkelte familier. Himmelkirken arrangerer passende ægteskaber, fordelagtige arverækkefølger og sender folk væk som de lyster, alt sammen for at gavne kollektivet. Familier i Khanatet er derfor mere indstillet på store ændringer end andre, men de er også vant til, at deres fremtid bestemmes for dem.

Navne

Altari Khanatet indeholder mange forskellige kulturer, der gennem årene er blevet opslugt af Storkhanen. Navne er derfor meget varierede, men tager som udgangspunkt inspiration fra mongolske navne.

Det Frie Nordkystkompagni Hvidenord

Det Frie Nordkystkompagni Hvidenord er et uafhængigt selskab, der besidder store landområder i både den nye og gamle verden. Hvidenord er inspireret af det Østindiske kompagni og hansestæderne. Hvidenord drives som en forretning og den daglige drift ledes af generaldirektøren. Det er et individualistisk merkantilsamfund, hvor alle er sig selv nærmest, og loyalitet er dyrt købt.

Det Frie Nordkystkompagni Hvidenord var oprindeligt et Holmslandsk handelskompagni, der drev handel med stammefolket på nordkysten. Grundet sin store dygtighed tjente kompagniet en formue på handel med pels og trælle. Ved tålmodigt og målrettet at investere i landbesiddelser i den sydlige del af Holmsland og på Valmarks kyster, lykkedes det Hvidenord-kompagniet at få så store sammenhængende besiddelser, at kompagniet snart var en funktionel stat i sin egen ret. For 150 år siden indgik Hvidenords ledelse i en forsvarsalliance med Khanatet, og erklærede sin ejendom uafhængig af Valmark og Holmsland, til de to gamle staters store frustration.

Hvidenord har dog aldrig forkastet sit ophav som handelskompagni. Det ledes af de rigeste ejere og partnere, der samles i Direktoratet og udpeger Generaldirektøren, Hvidenords daglige leder.

Hvidenord er i mindre grad hæmmet af gamle slægters traditioner og interne fejder, og landet er på forkant med den teknologiske og økonomiske udvikling. Her er enhver sin egen lykkes smed, uanset baggrund og familiære bånd. Alle indbyggere er, på den ene eller anden måde, bundet til kompagniet igennem kontrakter, arbejde og evt. gæld. Grundlæggende borgerrettigheder er ikke et begreb, der anvendes i Hvidenord. Her er den enkelte præcis så meget værd, som hun eller han kan skabe af værdi ved sit arbejde eller sine investeringer. Uligheden mellem rig og fattig i Hvidenord er af den grund enorm, og ikke noget kompagniet betragter som sit ansvar. Det er altså et hyper individualistisk liv i Hvidenord, og man binder kun sin skæbne til andre, hvis man i sandhed ikke føler, at man har andet valg.

At stifte familie er derfor også en form for selv-investering for at sikre, at der er nogen til at passe på en, og tage sig af en, når man bliver gammel. Der er intet socialt sikkerhedsnet, der passer på dig, når du ikke længere kan arbejde.

Sprogligt og kulturelt fremstår Hvidenord hovedsageligt som en blanding af Holmsland og Valmark, men alliance-forholdet med Khanatet har også åbnet for kulturel og teknologisk indflydelse. Denne indflydelse er en stigende kilde til bekymring blandt samfundets spidser, der frygter, at Hvidenords magt ikke kan vokse i Khanatets skygge.

I den nordlige del af Østerled, på halvøens sydlige halvdel, ligger de landområder som Det Frie Nordkystkompagni Hvidenord har erklæret sin ejendom. Landområderne ligner dem i Ny Holmsland, hvad angår muligheder og ressourcer, og der har været flere konflikter om de rige grænseområder inde i skoven. Kolonien har ikke særstatus ift. Hvidenords øvrige landbesiddelser, men indgår på lige fod med selskabets øvrige aktiver. Byerne i kolonien er blevet til store samlingspunkter for næsten alle den gamle verdens lykkejægere – eventyrere, kriminelle, handelsfolk og ambitiøse mennesker, der søger at finde rigdom og status i nye lande.

For 36 år siden udbrød der decideret krig mellem Ny Holmsland og Hvidenords besiddelser i Østerled. Krigen blev afsluttet efter fem års kamp, men uden en klar afgørelse.

Det oprindelige folk i Hvidenords kolonier

De indfødte, der lever inden for Hvidenords grænser i Østerled er funktionelt andenrangsborgere, hvis skikke og historie bliver set ned på. De er samfundstabere, der ikke kan finde ud af at “spille spillet” for at komme til tops, og havner derfor ofte på bunden. De lander tit i umådelig gæld, som de bruger årevis på at arbejde af under kummerlige forhold.

Der er dog også nogle få indfødte, der lykkedes med at opnå den Hvidenordske drøm. Skanoier som har vendt deres overnaturlige styrke til en fordel og tjent gode penge som fysisk arbejdskraft. Sakaier, der skræmmer folk med deres berygtede mentale kræfter, og snedigt manipulerer handelssystemet for at tjene til dagen og vejen.

Skønt Hvidenord for længe siden frigjorde sig fra Holmsland, er der stadig mange elementer af holmslandsk kultur til stede i Hvidenord, inklusiv en mildere grad af fylgjetilbedelse.

Der er dog en fylgje som hæver sig over alle andre, og nærmest dyrkes som en uofficiel religion i Hvidenord, nemlig heldet og lykken selv – Fehoyda.

Et gammelt mundheld i Hvidenord lyder “Med Flid og Fehoyda laves lykken”. Det lægger sig op ad den grundlæggende tro i staten, at skønt man kan arbejde nok så hårdt og indædt for at komme opad i verden, skal der altid et element af held til for at kunne lykkes i livet.

Det udspiller sig i en kultur, der ofte tager udgangspunkt i lykken og held for at bestemme skæbnens gang, derfor er hasardspil, udfordringer og væddemål en meget central del af den hvidenorske kultur.

At spille en karakter fra Hvidenords kolonier, betyder at leve i en hård, individualistisk og merkantil verden, hvor enhver er sin egen lykkes smed, og tillid er dyrt købt. Et liv, hvor man altid står sig selv nærmest, selv som man slynger armen om sine kammerat i livets rus og lys. Kærlighed og tæthed er noget, som alle søger, men kun de færreste tør gribe, fordi tillid gør dig sårbar, og ingen helt kan stoles på. Du vil forvente at skulle arbejde hårdt for dig selv, men også blive betalt for dit arbejde på retfærdig vis. Det handler om at sætte ære i dit held, lykke og flid, og være villig til at satse stort for at vise dit værd, og håbe på, at du har råd til det.

Handlinger og kulturmarkører i Hvidenords kultur

Individualisme

I Hvidenord står man sig selv nærmest. Du er din egen lykkes smed, dit eget ansvar, og din egen bedste ven. Man kan have stor nærhed til familie og venner, men i sidste ende, er den vigtigste i verden dig. Andre kulturer tænker ofte, at det er en ensom eksistens i Hvidenord, men mange ser det som befriende at kunne stole på, at andre agerer i deres egne interesser. Det gør dem på mange måder mere forudsigelige end de personer, der har loyalitet for andre. Du kan stole på de folk, der har de samme interesser som dig selv, og loyalitet kan bygges mellem kollegaer/venner, som har arbejdet sammen i årevis. Men når dagen er omme, er den eneste, du virkelig kan stole på, dig selv.

Hasardspil

Udfordringer, terninger, kort, væddemål. Det er en udbredt, accepteret og påskyndet vane for alle i Hvidenord at sætte deres lid til Fehoyda, og se, om skæbnen er med dem. Nogle gange væddes der for æren, men heldet smiler størst, når der er noget på spil, helst noget stort. Hasardspil er udbredt mellem venner, men især også fjender, og det er en oplagt måde at skade en modstander socialt, ved at udfordre dem til noget, de ikke tør gå med på. Mellem venner er udfordringerne typisk godhjertede, og meget skal gå galt, før der kommer ondt blod fra en velmenende konkurrence.

Kontrakter og tjenester

En aftale i Hvidenord er kun juridisk bindende, når der er skrevet en kontrakt på den, underskrevet af en advokat under kontrakt fra handelskompaniet. Man kan give nok så mange løfter til andre, men intet binder, før det er på skrift (helst i tre kopier).

Dette leder ofte til konflikter med holmslændinge (hvis ord er deres ære, og et håndtryk er nok), eller Khanatets indbyggere (der blot kræver et vidne for, at en aftale gælder).

Du vil næsten altid forvente en “noget for noget” indgangsvinkel i Hvidenord. En tjeneste gives sjældent gratis, og selv hvis der ikke er en kontrakt, er der en forventning om, at man skal have NOGET igen, af en passende værdi. Disse tjenester kan gå årevis uden at blive indfriet, og så pludseligt blive kaldt på ud af det blå. Man kan selvfølgelig altid vælge at undsige sig en tjeneste, men det er socialt tabu.

Løgne og sarkasme

Humor i Hvidenord tager ofte udgangspunkt i snyd, overdrivelse og fordrejninger af sandheden. Hvis nogen bliver narret, er det blot et spørgsmål om, at den kloge har narret den mindre kloge, og at ydmyge andre med en velplaceret løgn betragtes ofte som stor morskab. Hvis man narres, bliver man kun rigtigt dømt socialt, hvis det sker igen og igen, og man aldrig tager ved lære.

Livsnydelse

Hvad arbejder folk i Hvidenord så hårdt for? At kunne nyde livet selvfølgelig. At drikke, feste og sove i en god seng. At bygge noget op fra bunden og se det gro. At finde stor selvtilfredshed i arbejde vel gjort, en udfordring vel vundet, og en fjende vel jordet.

Familie og forhold

Borgere fra Hvidenord lever for sig selv, typisk med kun deres egen individuelle lykke for øje. Men det er et anerkendt faktum, at den største livsnydelse kommer gennem at dele sit liv med andre. Den slags tillid er sjælden, og fejres derfor med største fanfare. Det ypperste tegn på kærlighed i Hvidenord er ikke at blive gift (det er ofte bare en praktisk løsning), men at få børn. At dedikere sig selv, sine ressourcer og sit arbejde til nye mennesker i årevis, før de kan give noget som helst tilbage til en. At få børn i Hvidenord har også den praktiske funktion, at der (forhåbentligt) en dag vil være nogen, som kan tage sig af en, når man bliver gammel, da systemet ikke på nogen måde understøtter sine aldrende borgere.

Navne

Navne i Hvidenord tager inspiration fra traditionelle hollandske og flamske navne.

Det Holmslandske Søforbund

Holmsland er et forbund af søfareriger langs den nordlige salthavskyst. Holmsland er inspireret af Skandinavien i en blanding af vikingetiden (hvad angår sprog, begreber og værdier) og 1700-tallet (hvad angår teknologi og videnskab). Holmsland er et forbund af jarldømmer med Stortinget som den fælles lovgivende forsamling. Det er et klientsamfund, hvor gamle og magtfulde slægter hersker over den almene befolkning med hård hånd, hvilket er årsagen til at mange Holmslændinge søger mod Ny Holmsland i Østerled for at ændre deres skæbne og fremtid.

Det Holmslandske Søforbund, i daglig tale kaldet Holmsland, er en sammenslutning af søfarerrigerne langs Salthavets kyster. Forbundet har i flere hundrede år været ledet af Stortinget, lige siden jarlernes tålmodighed med den tidligere fælles kongeslægt slap op. Kongeslægten var krigsglad og hensynsløs, og efter en længere periode med borgerkrige, anført af rivaliserende tronarvinger, satte jarlerne foden ned. Man gik derefter tilbage til systemet med regionalt selvstyre i jarldømmerne, med en fælles lov stadfæstet i Stortinget. Denne begivenhed, “Kongens Fald”, lagde fundamentet for den kendte verdens tidsregning. Derfor regnes alle årstal som før eller efter Kongens Fald (f. KF og e. KF).

Folkene i disse egne har siden før historieskrivningen været dygtige søfarere og har drevet både handel og strid med nabostaterne mod syd. Engang rejste de i små lette drageskibe, nu i karaveller og galeoner.

Holmsland er et klientsamfund, hvor de mægtigste slægter, Storætterne, har pladser i Stortinget, der sætter retningen og lovgiver for Holmsland. Disse Storætter har desuden en række mindre velstående slægter bundet til sig af troskabseder, til gengæld for tjenester, afgifter og indflydelse. Også disse mindre indflydelsesrige slægter har mindre familier bundet til sig igennem troskabseder, og således består det lagdelte samfund af en lang række indbyrdes troskabsforhold mellem slægter.

Almue-standen, som man normalt betegner de familier, der ikke er indflydelsesrige landejere, ernærer sig primært som håndværkere, bønder og kræmmere. Der er befolkningsvækst og fremgang, om end den fremgang sjældent kommer almuen til gode.

En ny bevægelse, som følger af de nye industrialiserede produktionsformers indførsel, er at de magtfulde slægter i højere grad benytter sig af billig arbejdskraft fra trælle, udlændinge og udannede, fremfor deres egne edsvorne slægter fra almuestanden. Maskinproduktionen og plantagearbejde kræver nemlig ikke den samme grad af håndværksmæssig kunnen, og derfor ser flere og flere af storætterne muligheden for at opnå større rigdom til sig selv.

For knap 200 år siden opdagede Holmslandske søfolk for første gang den nye verden, døbte den Østerled og etablerede kolonien Ny Holmsland i kontinentets nordlige egne. De etablerede kontakt til de folkeslag, der boede der i forvejen, men havde primært interesse i at underlægge sig landet og udvinde resurser. Den største by i Ny Holmsland er Ny Egeborg, der er centrum for den koloniale administration.

Kolonierne lever af at eksportere Østerleds mange naturressourcer og trælle til det umættelige marked i den gamle verden. Til gengæld er den sociale og økonomiske ulighed stigende i de gamle stater, så flere og flere rejser over havet i håbet om et nyt og bedre liv som nybyggere i Østerled.

Ny Holmsland har langsomt udvidet sit territorium, hvilket fører til flere konflikter. Både med nabokolonien Hvidenord, de oprindelige folk og de nybyggere, der har slået sig ned i Vildmarken, i håb om at komme bort fra Holmslandsk lov. For 36 år siden udbrød der decideret krig mellem Ny Holmsland og Hvidenords besiddelser i Østerled. Krigen blev afsluttet efter fem års kamp, men uden en klar afgørelse.

Religionen i de nordlige riger af den gamle verden er en folkereligion, uden præsteskaber, dogmer for rigtig opførsel og særlige påbud. De fleste opfatter ikke engang religionen som noget, der er adskilt fra deres traditionelle livsførelse.

Opfattelsen er, at verden er befolket af fylgjer, en slags skytsånder, der mod den rette betaling kan hjælpe med den sag, som den enkelte fylgje er knyttet til. Nogen fylgjer har altid været, andre er afdøde mennesker eller dyr, som efter deres død har taget en plads blandt fylgjerne. Fylgjerne er i reglen usynlige og mystiske, men kan vise sig i dyreskikkelse eller menneskeskikkelse ved særlige lejligheder.

Der er Fylgjer tilknyttet begreber, slægter, håndværk, dyr, særlige steder, og hvad man ellers kan forestille sig.  For eksempel er Miruna de slægtsløses beskytter, Ulfgerd Sølvskjold er Sølver-ætens Slægtsfylgje og Orast er fylgjen, der advarer minearbejdere, når der er iltsvind i de dybe minegange. Blandt holmslændinge er det også den almindelig opfattelse, at alle skibe har deres egen fylgje, der våger over skibet og besætningen.

Husfylgjer og fylgjebrud

En familie eller forretning vil oftest have en lille plade eller et lille bord stående udenfor indgangen til sit hus, hvor deres fylgjer præsenteres, og hvor gaver til fylgjerne placeres. Det kaldes et fylgjebrud. Det er forskelligt, hvordan man griber det an, men man går op i at gøre den så præsentabel, som muligt, og tjekke op på den i løbet af dagen. En gave til en fylgje kan tage mange former. En sang, lidt mad og drikke, en lille vers eller en genstand, der bliver brændt.

De fleste familier, forretninger og andre fællesskaber tager løbende op, hvilke fylgjer de dyrker. Det afhænger af hvilke udfordringer i tilværelsen, de oplever og har behov for fylgjernes hjælp til at løse. Der er ikke en fast tidsramme for, hvor længe man dyrker en fylgje. Det er dog velanset løbende at skifte ud i dem, ud fra opfattelsen af, at det er vigtigt at flytte sig fremad, tilpasse sig og drømme nyt, for at klare sig.
Det er normalt, at individer også selv dyrker fylgjer, som svarer på deres personlige behov og udfordringer. Dette gøres typisk igennem amuletter eller andre små symbolske genstande, der bæres synligt på kroppen og gennem små symbolske handlinger, som at hælde en tår øl på jorden, fløjte to gange, inden man slår sine terninger i et spil.

Hvis fylgjebrud, amuletter eller gaver til fylgjerne bliver ødelagt eller forstyrret, opfattes det som dårlig lykke og uheld. Det er en alvorlig sag, som det kræves, at der rettes op på, både for at undgå fylgjernes og naboernes ringeagt.

Der findes steder, hvor fylgjerne kan dyrkes i ro, fred og eftertænksomhed. Dette er oftest rolige lunde og haver omkring et stort træ, oftest en gammel eg.

At spille en karakter fra Ny Holmsland betyder, at man spiller en karakter, der går op i sin slægts velbefindende og fremtid. Slægten er den centrale enhed og sikkerhed, som alt andet måles ud fra. Uden sin slægt er man nærmest uden identitet, og at blive en del af en ny slægt er en stor festlighed for holmslændinge. Det forventes, at man dedikerer sig selv til slægten og tilsidesætter sine egne behov for at tjene slægtens bedste interesser.

Slægten

For en holmslænding er der intet vigtigere end slægten. Det er der, man har nogle af sine tætteste bånd, og det er ikke unormalt, at flere generationer af samme slægt deler bolig. Alle er forpligtet til at gøre, hvad der er bedst for slægten. Man respekterer sine ældre, ærer sine søskende og opdrager sine børn.

Giftemål og parforhold

At slægten er central, betyder også, at dannelsen af nye slægtsbånd er meget vigtige begivenheder. I tilfælde at et bryllup, vil der efter al sandsynlighed være en form for ritualiseret markering af det nye bånds oprettelse, efterfulgt af en festlighed, så stor som det kan lade sig gøre.
To individer kan indgå et giftemål og derved danne en ny familie. Giftemål indgås både af praktiske årsager og af kærlighed, og gerne en god blanding. Giftermål kan indgås mellem alle køn, og anses for nær ubrydelige. Holmslændinge prøver sig frem i parforhold, og mange af dem har flere partnere i deres fortid. Det er vigtigt, og acceptabelt, at prøve sig frem, for et ægteskabsbånd binder bogstaveligt talt indtil livet ender.

Løfter & Eder

I Holmsland tages et løfte enormt seriøst, og en aftale kan ofte indgås mundtligt uden nogen anden form for forsikring end parternes svorne løfter. Brudte løfter, om det så er sker i forbindelse med en forretningsaftale eller en muligt giftemål, er noget, der tages ekstremt seriøst af holmslændinge. Holmslændinge ser ikke ned på løgne, men folk, der bryder løfter, er nogle af de mest udskældte i det holmslandske samfund.

Navne

Holmslandske navne er inspireret af gamle skandinaviske navne.

Dronningeriget Valmark

Valmark er et enevældigt monarki, der er kendt for sin store fødevareproduktion og sin endnu større hærstyrke. I mange år var Valmark en del af Altari Khanatet, som erobrede landet i år 255 e.KF, men løsrev sig i året 367 e.KF, og kæmper hårdnakket for at genopbygge sin egen nationale identitet. Valmarks indbyggere har en stærk tilknytning til deres kulturelle arv, selv efter, at de er søgt mod den nye verden. Riget har endnu ikke sine egne kolonier, men mange søger mod Østerled for at ernære sig som lejesoldater for kolonimagterne. Valmark er inspireret af central- og sydeuropas enevældige kongeriger, særligt Frankrig.

I det frugtbare land mellem floderne Gniesel og Hergen, ligger Valmark, der i århundreder har sikret sin magt og rigdom ved at være den gamle verdens kornkammer. Valmarks udstrækning er enorm, og et vidt forgrenet netværk af kanaler og højveje binder landet sammen. Landet er tilbagestående i forhold til den kulturelle og teknologiske udvikling, men stadig en stor magtfaktor på grund af sine store befolkning og fødevareproduktion.

I en periode på mere end hundrede år var Valmark indlemmet i det altariske Khanat, og brødfødte Khanernes soldater på deres erobringstogter. Valmark kæmpede sig til sin selvstændighed i år 367 e.KF, da ustabilitet i Khanatet ledte til et slækket greb på territoriet. Frihedskampen, kendt som “Blomsterkrigen”, blev ledt under banneret af Isabelle de Valois, den Sorte Svane, som efter krigen blev kronet som Valmarks første dronning siden Khanatet overtog landet, og grundlagde den royale familie.

Valmark er et enevældigt monarki, hvor kronen går i arv til det ældste barn. Det har en stærk central ledelse i form af en dronning og hendes embedsvæsen. Adlen i Valmark er jordbesiddere og officerer, men er for optaget af intern rivalisering til at være en egentlig modpol til dronningens magt. Den nuværende dronning er den højtelskede Dominique de Valois, kendt som den Røde Falk. Dominique blev kronet som 17 årig efter hendes far, Kong Aulrique, døde af sygdom, og har siden ledt Valmark med kløgt, snilde, og handlekraft i snart 30 år.

Tiden som ufrivillig provins vejer stadig tungt i det vallandske selvforståelse, skønt det nu er mere end 300 år siden. Siden løsrivelsen fra Khanatet har Valmark arbejdet hårdt på at styrke sin militærmagt og nationale selvrespekt, og i dag råder staten over den gamle verdens største landhær.

Et nyere sår på Valmarks stolthed, var da det lykkedes Handelskompagniet Hvidenord at opkøbe stort set alle de vallandske kystområder gennem mellemmænd og med et slag etablere sig selv som stat og samtidig frarøve Valmark den direkte adgang til verdenshavet og den oversøiske handel.

Et levn fra Valmarks tid som en del af Altari Khanatet er den fortsatte dedikation til Himmelkirken omend i en mindre omfangsrig grad end statens tidligere undertrykkere. De gamle himmelkirker består, men i befolkningen er der en langt større individuel tilknytning til jagten på påviselig sandhed. Kirkerne er stadig centre for læring og indsamling af viden, men for de vallandske menigheder handler deres tro også om at dyrke en personlig søgen efter sandhed i deres egne liv.

I Valmark ser man stadig ned på løgnagtighed og bedrag, men der er samtidig også et stort pres for at præstere og have stor selvindsigt. At lyve for sig selv er næsten værre end at lyve for andre og dette pres tvinger Valmarks indbyggere til at tage beslutninger om deres liv meget tidligt uden stor mulighed for at prøve sig frem og fejle. Det er også gennem denne tro, at vallænderne knytter sig så tæt til deres nationale identitet og kan fremstå konservative i forhold til resten af den gamle verdens riger.

At spille en karakter fra Valmark betyder, at man har en stærk tilknytning til sit hjemland også selvom det er langt væk og, for nogle kolonisters tilfælde, man aldrig har været der selv. Vallændere er stædige, konservative og meget beskyttende i forhold til deres ejendom. De kommer bedst ud af det med andre vallændere og vil næsten aldrig indrømme, at de har begået fejl, da dette anses for en stor æreskrænkelse.

For Dronningen

Valmark var i mere end 100 år under Altari Khanatets kontrol, og det har unægteligt haft en indflydelse på Valmarks kultur og selvforståelse. Selvom det er længe siden, så har tiden under en fremmed magt givet vallænderne en stærk tilknytning til deres monark og deres hjemland. Selv Vallandske kolonister ser dronningen som den højeste autoritet og lederen af deres landesjæl. Dronning Dominique de Valois er højt elsket og respekteret, og det er meget normalt at udgive en skål og en bøn til den Røde Falks helbred. Samtidigt er fornærmelser rettet mod dronningen taget med grummeste alvor, og en hån mod dronningen er en hån mod alle, der har Valmark blod i årene. 

Militarisme

Valmark har den største stående hær i den gamle verden, og det betyder, at mange vallændere på et tidspunkt i deres liv har udtjent deres værnepligt som soldat. De tager deres militære forpligtigelser ekstremt seriøst og finder stor stolthed i at kæmpe for dronningen og Valmarks selvstændighed. Denne krigeriske stolthed gør også, at dueller er meget udbredte i Valmark som en måde at forsvare sin ære og omdømme.

At kende sig selv

Valmarks mere personlige tilgang til Himmelkirkens tro har medført en stædighed og introspektiv tendens blandt vallændere. Det er meget pinligt, hvis man ikke ved, hvad man vil med sit liv eller ikke kender sig selv, og det gør også, at vallændere meget tidligt finder nogle stærke identitetsmarkører at knytte sig til, såsom deres militærtjeneste, erhverv, traditioner og nationalitet.

Slægt og arv

Valmark er et samfund styret af traditioner, og det gælder også i deres private liv. Vallændere er ofte mere tilbageholdende i deres romantiske eventyr, men når først de knytter bånd, er de stærke og næsten ubrydelige. I Valmark er arv noget, som udelukkende gives fra forældrene til deres ældste barn, ligesom med kronen. Mindre stykker af arven kan fordeles blandt yngre søskende, men traditionelt set er det forventet, at det ældste barn viderefører forretningen og slægten.

Navne

Vallandske navne tager inspiration fra traditionelle franske navne.

Den nye verdens folkeslag

Sakaier & Skanoier

I dag er de oprindelige folk underkastet trældom af kolonimagterne eller tvunget længere ud i vildmarken for at bevare deres frihed og kultur. Der findes mindst to oprindelige folk, Skanoi og Sakai, der begge bliver betragtet med mistro og frygt af kolonisterne på grund af deres fremmede kultur og rygter om mystiske egenskaber. Trods deres kulturelle forskelle er de begge dybt forbundet med landet de kommer fra, dyrker energien i verden og rådfører sig med deres forfædres ånder. De værner om hinanden i tætte fællesskaber, hvor samarbejde er midlet til overlevelse, og eksil er en dødsdom.

Østerled er beboet af  folkeslag med sære skikke og kræfter. I de nordlige egne bor der primært de to folk, Skanoi og Sakai.

Skanoi

Før koloniseringen af Østerled levede skanoi opdelt i to kulturelle undergrupperinger. De, der levede og ernærede sig som omrejsende hyrder og de, der havde opbygget et bysamfund med aristokrati og monarki. De to kulturer levede i nogenlunde harmoni og nærhed med hinanden på trods af deres forskellige levevis. Det store skanoirige gik under i borgerkrig, efterfulgt af en magtovertagelse, kort efter holmslændingene kom til Østerled.

Skanoi er unaturligt stærke og hårdføre ift. deres kropsbygning. Derfor betragtes de som fantastisk, men også farlig, arbejdskraft. For at undgå koordinerede opstande, forsøger man at skille familiegrupper fra hinanden. Men langt de fleste skanoi følger allerede en pacifistisk filosofi, så der er langt mellem voldelige oprør. Næsten alle kolonister omtaler skanoi med den nedsættende betegnelse “skanere”. Skanoier kan genkendes på, at de bærer hvide markeringer i cirkulære/prikkede mønstre på deres krop, om disse forekommer naturligt eller er en del af et komplekst overgangsritual.

Sakai

Dybere inde i Østerleds store skove bor sakai, der lever som jægere og samlere. De er opdelt i stammer eller familiegrupper og flytter deres bopladser med jævne mellemrum. De er ikke bange for konflikter med nybyggerne, men trækker sig længere ind i skoven, hvis overmagten viser sig at være for stor.

Rygterne siger, at Sakaierne har nogle uforklarlige mentale kræfter, som de efter sigende både bruger til jagt og til at ændre ved menneskers virkelighedsopfattelse og drømme. Af den grund møder de som regel frygt og mistro fra kolonisterne. Sakaier kan genkendes på deres blålige tatoveringer i skarpe/lineære mønstre.

Interne konflikter

Forholdene mellem skanoi og sakai har langt fra været uproblematiske igennem historien, og det har ikke ændret sig med kolonisternes ankomst og kolonisering. Der er stadig en del fordomme og foragt mellem de to folk, som de nytilkomne mennesker ikke altid forstår.
Længere sydpå siges det, at der findes andre folkeslag, og at andre store oprindelige riger stadig består.

I forbindelse med overtagelsen af Skanoi og Sakais landområder, opdagede man også dele af deres teknologi, der kunne anvendes i kolonierne og den gamle verden. Den mest kendte er krystalresonatoren, der ved hjælp af en særlige type saltkrystaller muliggør kommunikation over lange afstande.

Militærteknologisk er begge folkeslag dog den gamle verden underlegne, og der er meget af deres kultur og teknologi, der stadig betragtes som uforståelig og ubrugelig.

Gennemgående for begge indfødte kulturer er en symbiose med landet de lever på og af. De ser verden som opbygget af energi, der flyder frit mellem alt det levende og døde i verden, og den energi har minder.

Energi

Livskraft, mana, sjæle – verden er bygget af energi, der bevæger sig frit gennem jorden, vandet, dyr og mennesker. Livet i verden er en manifestation af, hvordan energien har formet sig lige nu, men det vil snart ændre sig, og det er en helt naturlig cyklus. Der er altså en vis form for hellighed i alt liv. En skisme har dog for længe siden formet sig mellem Skanoi og Sakai – Skanoi ser alt liv som helligt, og det er derfor tabu at skade et andet levende væsen. Sakai ser derimod jagt og kamp som en naturlig del af livets cyklus, og som endnu en manifestation af energiens veje.

Ånder og forgængere

De indfødte dyrker og hylder ånderne af deres forgængere og søger ofte deres råd igennem teateragtige ritualer og ceremonier, hvor forgængerne “påkaldes” til at besætte en spirituel leder, og enten gengive deres bedrifter, eller tale direkte til deres efterkommere. Skanoierne lægger en større symbolsk værdi i deres ritualer, men hengiver sig fuldstændig til forfædrenes besættelse af deres krop. Sakaierne er mere brutale og blodige i deres ritualer, og deres ofringer kan virke voldsomme på udefrakommende. Forskellige indfødte familier vil ofte have en eller flere forgængere, de ynder at fortælle historier om, eller bruger som “det gode eksempel” på, hvordan man skal opføre sig, eller livet skal leves. 

Sangen

En persons energi påvirker hele tiden verden omkring vedkommende, og personen udveksler energi med sine omgivelser. En måde at gøre dette på og styrke energiens kredsløb og skabe resonans med de folk man elsker, er ved at skabe lyd, melodier og sang sammen med sine medmennesker. De indfødte har tradition for at skabe hellig musik, både ved at nedskrive melodier, men også og især blot ved at synge med verden og folkene omkring sig spontant.

Fællesskab

Blandt de indfødte, er det værste der kan ske at blive glemt eller udstødt af sit folk. Fortællinger videregives mundtligt, og det vil sige, at man kun lever så længe, som man bliver husket. Af den årsag er noget af det vigtigste også, at folket ved, hvem man er, og hvad der er sket med en, hvis man skulle komme til skade eller dø. Derfor stræber de indfødte altid som udgangspunkt efter at gå to og to sammen, eller i mindre grupper. En indfødt, der går for sig selv, er sårbar og ensom og vil typisk søge fællesskab og sikkerheden i en flok hurtigst muligt. Derfor er udskamning og isolation også en af de værste straffe, man kan opleve blandt de indfødte, mens venskab og inklusion er essentielt for livet.

Blandt kolonimagternes bebyggelser, er fristader som Blåbæk i mange indfødtes øjne det mindste af to onder. De er ikke underkastet den nådesløse merkantilisme i Hvidenord kolonierne, hvor indfødte ofte havner i gældsbånd, eller som socialt isolerede objekter for videnskabelige undersøgelser, som det forekommer i Khanatet. En særlig fordel ved livet i fristaderne er, at de indfødte får lov til at blive sammen i deres familier og ikke bevidst splittes fra hinanden i et forsøg på social kontrol.

Dog er der stadig enorme mængder af mistro rettet mod de indfødte, da deres overnaturlige kræfter gør dem farlige og uforudsigelige. Deres skikke og verdenssyn er set som primitivt og barbarisk, og de kan forvente at blive set ned på af mange folk omkring sig. Dog er de indfødte i Blåbæk stadig en vigtig del af byens økonomiske og sociale økosystem og hjælper med driften af flere af byens vigtigste industrier. Det ændrer dog ikke på, at de (med undtagelsen af Diamakos familien), ligger absolut lavest i byens sociale og økonomiske rangstige.

At spille en indfødt betyder, at man er anderledes end alle andre. Det er en lille og meget intern gruppe, der alligevel oplever splittelse mellem de to folkefærd, som er til stede. Det er at blive set som en udefrakommende, hvis kultur og traditioner bliver set på med mistro og manglende forståelse, og enten hånet eller eksamineret af de andre kulturer.

Samtidigt er det også et spil om stærkt fællesskab, forbindelse til sin familie, sit land og naturen omkring sig. At finde smukke ting i livet og dele historier og sange med det folk, man tilhører. Men der er også sårbarhed og social kontrol, hvor udstødelse og pres for at være en del af gruppen, kan bruges som et værktøj for manipulation og styring.

Fysiske markeringer

De indfødte er markeret fysisk alt efter deres ophav, med tatoveringer i avancerede mønstre af enten hvid (skanoi) i cirkulære/prikkede former, eller blå (sakai) i lineære/skarpe former. Derudover går de indfødte også ofte klædt i smykker af materialer fra naturen, som træ, ben, sten eller lignende.

Fællesskab / At gå sammen

De indfødte har et enormt fokus på deres fællesskab og på at beskytte deres folk. De har kun hinanden, og vil derfor støtte hinanden mod de trusler, der kommer udefra, selv på tværs af folkeslag. De indfødte søger at gå sammen i mindst grupper på to, så de altid har nogen at læne sig op ad, og til at huske dem, hvis noget skulle ske. Udskamning og eksil er det værste, der kan ske for en indfødt, og bruges nemt som et middel til social kontrol. Venskaber med folk fra andre kulturer og folkeslag er ikke som sådan set ned på, men det forventes, at man aldrig frivilligt viger fra sine egne.

Pacifisme, forlig og snedighed

For Skanoi og Sakai i Blåbæk er vold ikke en fordelagtig løsning. Skanoierne lever efter deres principper om pacifisme og helligheden i liv, og det går imod deres overbevisninger at skade andre. Og for de lokale Sakaier ved de, at hvis de tyer til aggression eller vold mod byens borgere, vil det komme til at skade dem og resten af deres familie. Derfor er de indfødte nødt til at indgå forlig gennem samtaler og kompromiser, eller løse konflikter med manipulation og snedighed.

Sang og skabelse

De indfødte søger at være tættere på energien i verden og folkene omkring sig. Derfor er det at synge og skabe ting en hellig og god handling, der lader dem resonere med deres land og folk. Det er normalt at sætte en stor ære i sit håndværk og arbejde, som de indfødte er meget stolte af. Det er også en essentiel del af fællesskabet at nyde musik og andre gode ting i livet med sit folk og sine venner.

Aftaler og udveksling

Blandt de indfødte er en aftale bindende under en venlig udveksling af noget fra begge parter til hinanden. Det udvekslede vil ofte være et måltid, hvor begge parter bringer noget, de har skabt med til bordet, som en symbolsk handling på energi, der deles mellem begge sider. Det, der gives, er altid en fysisk ting, ofte forarbejdet, med et matchende niveau af værdi.

Navne

Den indfødte befolkning i Østerled, Skanoi såvel som Sakai, har navne inspireret af græske og hellenske navne.