Rolleskrivning
Til Land & Lov skriver alle spillere deres egen rolle. Den færdige rolle afleveres til arrangørerne for at give et overblik over hvilke historier der er til stede i spillet, skabe transparens for resten af spillerne og sikre, at alle roller er i overensstemmelse med scenariets stemning og temaer. På denne side finder du gode råd til hvordan du tilgår rolleskrivningens forskellige dele og en forklaring af de enkelte delelementer.
En rolle består af seks obligatoriske delelementer (Rollens navn, Alder, Brødtekst, Interne Relationer, Involvering i byens fortid og holdning til sekundærer grupper) og to valgfrie delelementer (eksterne relationer og relationsønsker).
Rollens navn
Din rolle skal have et navn. Det indebærer både et fornavn og et efternavn. Efternavnet vil ofte være bestemt af din primære gruppe, men fornavnet kan du selv vælge. Nedenfor finder du tips og tricks til at vælge et navn.
- Tag inspiration fra din rolles kulturelle ophav under – Kulturer & Folkeslag
- Vælg et navn man nemt kan udtale på dansk
Rollens alder
Alt efter hvor din rolle er i livet, har de en alderskategori. Du vælger ud fra tre brede kategorier – ung, voksen eller gammel. Forskellige tematikker og historier er tilknyttet de forskellige aldersgrupper.
- Unge roller er i begyndelsen af voksenlivet. De leder efter deres plads i livet, enten med tvivl om hvor de hører til, eller med et fast mål for øje. Unge roller er født efter Blåbæks grundlæggelse.
- Voksne roller er i midten af livet. De roller har fundet deres plads, og det forventes at de lever op til det ansvar, som deres position foreskriver. Voksne roller var børn eller unge da Blåbæk blev grundlagt.
- Gamle roller i den sidste fase af deres liv. Disse roller kan fx. desperat holde fast på deres forgangne storhed, forsøge at forme den næste generation eller prøve at skabe et værdigt eftermæle. Gamle roller var selv voksne da Blåbæk blev grundlagt.
- Tænk over hvordan din rolles alder påvirker deres fortælling.
- Prøv ikke at tænke i tal, men tænk i stedet i hvordan rollens alder er en del af rollen
Rollens brødtekst
Dette er kernen af rollen hvor du skal skrive helt konkret hvem din rolle er. Hvordan de opfører sig, hvad de drømmer om og hvilke konflikter de kæmper med. Teksten skal være en beskrivelse af rollen, og ikke en beskrivelse af det spil du ønsker. Brug specifikke formuleringer i stedet for formuleringer om hvad du som spiller gerne vil opleve.
Denne del af rollen er underinddelt i tre dele. Rollens baggrund, hvor man kan fortælle lidt om rollens liv indtil nu. Rollens personlighed, en beskrivelse af rollens væremåde og indre liv. Rollens mål og drømme, hvad er det rollen gerne vil med sit liv eller hvilke konflikter der plager rollen, det er her hvor man kan give udtryk for hvad ens rolle gerne vil lave under spillet.
- Fokuser på de udfordringer din rolle har lige nu. Hvad vil de have, og hvad har de faktisk brug for.
- Sørg for at beskrive hvem de er og hvordan de handler.
- Sørg for at din rolle er investeret i din gruppes konflikter
Rollens interne relationer
Her beskriver man rollens forhold til de andre karakterer, der er i samme primærgruppe. Disse relationer danner fundamentet for resten af spillet og sikre at alle roller har en stærk tilknytning til deres primære gruppe. Interne relationer kan fx. være familiebånd, venskaber, kollegaer, rivaler, elskede etc.
- Sørg for at den type spil du gerne vil have med den rolle kan ses i teksten.
- Fokuser på det, der er vigtigt ved relationen.
Rollens involvering i byens fortid
Alle roller har taget del i eller er blevet påvirket af de 15 ting fra byens fortid. Rollens forhold til to af disse begivenheder skal uddybes for at forankre rollen i Blåbæk og knytter rollerne sammen gennem en fælles fortid og delte oplevelser. Den enkelte spillers input vil blive sammenskrevet til et helstøbt narrativ af arrangørerne. Alle roller er selvfølgelig velkomne til at have holdninger til alle begivenheder, men de hændelser, som I udvælger, er dem, som jeres karakter især har været involveret i eller blevet påvirket af.
- Vær ikke bange for at definerer hvad der sket, men vær åben for ændringer.
- Sørg for, at din rolle har taget aktiv del i begivenheden eller er blevet påvirket direkte af udfaldet.
Rollens holdning til sin sekundære gruppe
Mange roller er tilknyttet en sekundærgruppe som anvist i holdets gruppepitch. Sekundærgrupperne knytter roller sammen på tværs af deres primære grupper og hjælper med at skabe en sammentømret by der kan danne baggrund for rollernes fælles fortællinger.
- Gør sekundærgruppen til en vigtig del af rollen.
- Giv et bud på hvad din rolle laver i sekundærgruppen.
Rollens eksterne relationer
Roller kan sagtens have masser relationer ud over dem, som de har internt i deres egen gruppe. Vi opfordre til at man danner relationer på forhånd, men det er ikke et krav. Disse relationer kan komme i mange former og størrelser, men tilsammen giver de et mere levende Blåbæk, og en bedre følelse af, at man kender de mennesker man møder og ser hver eneste dag.
- Sørg for, at eksterne relationer er spilskabende for begge parter.
- Tænk over hvordan eksterne relationer kan give noget til rollerne, som de interne ikke kan.
- Der vil blive lavet en relations-gruppe på Facebook. Derudover vil skabelsen af eksterne relationer også være en del af de skriveworkshops arrangørerne afholder, for dem der har lyst.
Relationsønsker
Hvis du har et ønske om, at din rolle har nogle specifikke eksterne relationer, men ikke kender en medspiller at skrive relationen med, har du mulighed for at ønske relationen her. Arrangørerne vil gøre deres bedste for at opfylde disse ønsker, og matche din karakter med en anden rolle for at opfylde ideen. Det er dog ikke et krav at have relations ønsker. Man være forberedt på, at ens rolle måske godt kan blive tildelt en ekstern relation, hvis det passer rigtig godt med en anden spillers ønsker.
- Skriv konkrete ønsker du mener er relevante for din rolle.
- Overvej hvilke ønsker der bidrager til din rolles fortælling.