Folketro & Religion
Religion i den gamle verden
Blandt den gamle verdens riger finders der både organiserede kirker og mere flydende folketro. Den sydlige del af verden domineres af Himmelkirken og dens stræben efter påviselige sandheder. I Altari Khanatet er Himmelkirken en dybt integreret del af statsapparatet, men jo længere nordpå, man kommer, des mindre indflydelse har Himmelkirken, selv i lande hvor dens filosofi dyrkes.
I de nordlige riger bliver der dyrket en meget mere folkelig og fri tro på fylgjer, ånder, der repræsenterer koncepter, genstande, professioner og følelser i verden. Der er folk, som er kloge på fylgjer og deres ønsker, men der findes ikke en organiseret tro, der bestemmer, hvordan fylgjedyrkelsen forløber. I forskellige nordlige kulturer dyrkes forskellige typer fylgjer, men det er en ekstremt individuel trosretning, der ofte ændrer sig i takt med udviklinger i folks tilværelse.
Læs mere om de enkelte kulturers religion under – Kulturer & Folkeslag
Religion i den nye verden
Østerleds oprindelige befolkning har sin egen tro og spiritualitet. Befolkningens åndelighed bygger på cyklusser i verden og tilbedelse af forgængerne, som de kan blive besat af under deres ritualer. For mange kolonister er Sakaierne og Skanoiernes ritualer mærkelige og fremmede. Der er ligeledes stor forskel mellem Sakaiernes og Skanoiernes individuelle ritualer. Skanoierne lægger en større symbolsk værdi i deres ritualer, men hengiver sig fuldstændig til forfædrenes besættelse af deres krop. Sakaierne er mere brutale og blodige i deres ritualer, og deres ofringer kan virke voldsomme på udefrakommende.
Overtro og Mysticisme
Ud over den mere nære tro så er Explorikum også en verden fyldt med overtro, spøgelseshistorier og mystiske hændelser. Det er ikke altid, at der findes en rationel forklaring på, hvad rollerne oplever og særligt ikke i den nye verden, hvor der går rygter om alt fra monstrøse uhyrer til folk med magiske evner. Mange folk har deres egne private fortolkninger af verdens mysterier, og det kan både være en kilde til stor underholdning og uenighed blandt Blåbæks borgere.