Spilmekanikker

Til Land & Lov vil en række spilmekanikker hjælpe med at facilitere oplevelsen af at leve i en verden, hvor der er små overnaturlige elementer, og skabe et sikkert scenarie, både fysisk og psykisk, for alle spillere.

Minedrift og undersøgelse af området

Til Land & Lov er der mange grupper og roller, der interesserer sig for området omkring Blåbæk. Det kan skyldes ansættelse i minen, akademisk interesse i områdets saltforekomster eller jagten efter Skanoirigernes skatte.

Minedrift fungerer ved, at de forskellige sjak får udleveret en konvolut, der beskriver, hvor meget salt de udvinder. Konvolutten kan dog også beskrive mystiske hændelser, uheld eller konflikter, som de vil opleve mens de er på arbejde. Konvolutten rammesætter en lille scene, der udspiller sig mellem de relevante roller, hvorefter konsekvenserne af, hvad der er sket, bliver spillet, når rollerne vender hjem til Blåbæk.

Andre grupper, der ønsker at udforske området, vil spille lignende scener, men i visse tilfælde vil der også blive forberedt specifikke fysiske elementer, som scenen kan udspille sig omkring.

Skanoi og Sakai

De to oprindelige folkefærd i denne del af kontinentet besidder overnaturlige og mystiske kræfter.

Skanoier er unaturligt stærke. For nogle fremstår de bare som værende i ekstremt god form, men andre mistænker, at skanoierne holder igen med deres sande styrke. Deres fysiske magt betyder, at hvis de vil, så kan en Skanoi vinde enhver fysisk konfrontation. Det er skanoispillerens ansvar at gøre det tydeligt, at den pågældende er skanoi, både i form af vedkommendes fysiske markering og ved at kommunikere det verbalt.

Sakaier har evnen til at påvirke andre menneskers sind. Ved at se en anden spiller i øjnene og pege to fingre på vedkommende i en V form, kan de påvirke, hvad rollen skal synes eller føle, eller få rollen til at udføre en simpel handling. Det skal være inden for simple rammer, fx “Dit had til din søn forstærkes” eller “Du føler dig meget tørstig/bekymret/tryg”. Andre karakterer vil se interaktionen mellem sakaien og den anden karakter som en intens øjenkontakt.

Fysisk vold

Vold kan foregå til Land & Lov, og derfor har vi nogle retningslinjer, som skal følges. Ingen deltager er forpligtet til at spille voldsscener. Konflikter eskaleres langsomt, og kan kun blive fysiske, hvis begge parter kan se hinanden og er indforståede med, hvad der skal ske.

Hvis en spiller synes, at konfrontationen bliver for meget, kan spilleren altid bruge Tap out til at stoppe scenen omgående.

Vold eller trusler om vold med våben er lige så alvorlige som i virkeligheden, og opfattes som en trussel på livet. Våben til Land & Lov er altså mere en del af dit kostume, end noget der skal trækkes og bruges i spillet.

Skulle der forekomme vold med døden til følge, så husk, at hvis først din karakter er død til scenariet, kan du ikke komme tilbage som en ny, medmindre andet er aftalt. Din historie er slut.

Sikkerhedsmekanikker

Scenariet har tre sikkerhedsmekanikker, som kan bruges til (de)eskalering af scener, og til at undgå spil, som man ikke har overskud/lyst/tid til. Sikkerhedsmekanikkerne er ikke forslag eller gode råd – de skal respekteres af alle spillere.

Eskalering – Land & Lov har ikke en specifik eskaleringsmekanik, men vi forventer, at scener eskaleres langsomt eller efter forudgående aftale, så andre spillere har mulighed for at deeskalerer scenen, hvis de ikke er trygge ved scenens forløb eller udvikling.

Tap Out – Bliver en scene med fysiske konfrontationer for meget, kan man altid “tappe” sin medspiller eller sig selv tydeligt to gange for at indikere, at man gerne vil stoppe konfrontationen omgående.

Look down – teknikken foregår ved, at du tager hånden op og skygger for øjnene, og kigger let nedad. Den bruges hvis du gerne vil forlade eller komme ind i en scene eller bevæge dig rundt ubemærket, undgå noget spil, eller komme for sent/gå tidligt fra en scene, uden at det bliver påtalt i spillet.